VKO har lånt 30-35 milliarder til skattelettelser i stedet for effektivt at modvirke den stigende ledighed ved at fremrykke samfundsnyttige investeringer.
 
DANMARK er berømmet internationalt som landet, der både er et af de rigeste og mest konkurrencedygtige og har mere social tryghed og mindre ulighed end resten af verden. Denne »Danske Model« blev udviklet under socialdemokratisk lederskab op gennem det 20. århundrede og fornyet i 90’erne. Men de seneste otte år har velfærdsmodellen været under et systematisk angreb fra den borgerlige regering. Lars Løkke Rasmussen var som sundhedsminister anfører i det hidtil alvorligste anslag mod den danske velfærdsmodel: den fremadskridende privatisering af sundhedspolitikken. Han har – bogstaveligt for enhver pris – villet fremelske private sygehuse, hvor der ikke skal være kapacitet til uddannelse, forskning og akut modtagelse og hvor kravene til kvalitet har været lempelige. De private sygehusejere har i kraft af overbetalingen fra regeringen tjent buler af penge. Lønningerne er løbet løbsk. Det har drænet det offentlige sygehusvæsen for penge, patienter og højt kvalifi - cerede medarbejdere. Der er kommet enormt kul på tegning af private sygeforsikringer, som gør det muligt at springe foran i køen. Men for de fl este mennesker er der ikke blevet kortere til den rette behandling, fordi de private tilbud er blevet fremelsket via forsikringer og regeringens ventetidsgarantier for operationer. De gamle, de psykisk syge, og alle dem, der bare er fattige eller ressourcesvage, er kommet bag i køen. Perspektivet er ganske klart: Et langt mere klassedelt sundhedsvæsen, hvor middelstanden efterhånden udvandrer fra et stækket offentligt sundhedsvæsen, og derfor bliver mindre og mindre tilbøjelig til at betale skat for, at »de andre« kan blive ordentligt behandlet. Det er underligt og skræmmende, at Danmark vandrer hen mod amerikanske tilstande: Den liberalistiske model med private sundhedsforsikringer og et privat hospitalsvæsen, der domineres af fi - nansverdenen og medicinalindustrien, fører både til uacceptabel ulighed i adgangen til ordentlig sundhedspleje og ukontrolleret eksplosion i udgifterne. Derfor har præsident Obama kæmpet så heroisk for at dreje USA den modsatte vej. Danmarks nye statsminister sagde her i foråret, at han mener janteloven stadig fylder for meget, og at vi skal belønne talent mere. Det fl ugter godt med, at han siden 2001 har været i førersædet, når det gjaldt om at give til de rigeste og tage fra de fattigste. Han tog et nyt kæmpeskridt i den retning, da han som fi nansminister aftalte skattereform med DF i februar:
 
TRODS DF’s falske selvportræt som den lille mands forkæmper har Pia Kjærsgaard konsekvent støttet alle den borgerlige regerings skridt i retning af større ulighed. Regeringen og DF har en fælles primitiv og usympatisk tro på, at man kun kan få de rige til at arbejde og investere i Danmark ved at give dem skattelettelser og kun kan få de fattige til at arbejde ved at skære ned i deres ydelser. Derfor har de på skammeligt uanstændig vis sat nogle af de allermest udsatte på sulteløn ved at indføre en starthjælp og andre kontanthjælpsnedskæringer. Det har ført et lille mindretal i vores samfund tilbage i et armod, vi ellers afskaffede for mange årtier siden. Derfor vil de nu tage børnechecken fra 15–17-årige, der ikke er i arbejde eller uddannelse. Det vil entydigt ramme nogle af de mest ressourcesvage familier på pengepungen, men jo ikke skaffe fl ere praktikpladser til de unge! Det er endnu et stupidt tiltag i det spindelvæv af skærpet straf og kontrol i forhold til dem på samfundets bund, som er spundet af regeringen og DF siden 2001. Der er ikke sket en tilsvarende oprustning af skattekontrollen i forhold til velhavere og selskaber. Tværtimod. Mandskabet i SKAT er skåret ned, og folk, der kan hamle op med store plattenslagere, er blevet en sjældenhed. Det koster samfundet milliarder, der skulle betale for velfærd.
 
MEN nogle svage og udsatte er dog blevet hjulpet med ældrechecken, som DF år for år har fået forhøjet ved fi nanslovsforhandlingerne? Jo, vist. Men det er smuler i forhold til, hvad der er delt ud i skattelettelser til dem med de højeste indkomster. AE-rådet har beregnet, at de lavestlønnede har fået en økonomisk fremgang på 2000 kroner årligt siden 2001, mens de højestlønnede i samme periode har fået en årlig forbedring på 60.000 kroner. Uligheden bliver endnu mere dramatisk, når VKO’s skattereform træder i kraft fra nytår. I den lave ende af indkomstskalaen får de en lettelse på ekstra 2000 kroner, men kun indtil næste folketingsvalg, for derefter kommer en lille haglbyge af afgiftsstigninger og sluger gevinsten for de arbejdsløse, pensionisterne og lejerne. Hos bankdirektøren med fem millioner i løn er der derimod 300.000 kroner at hente i årlig skattelettelse. Som præmie for indsatsen for bankkrisen? Bankdirektøren får, hvis det står til VKO, lov til at beholde det meste, også efter valget. For der ændres ikke grundlæggende på, at de allerhøjeste indkomster har en uforholdsmæssig stor del af fradragene og de lavt beskattede og ubeskattede formuegevinster. Derfor betyder VKO’s skattereform, at en bruttoindkomst på fem millioner fremover vil have en lavere reel skatteprocent end folk med en bruttoindkomst på en tiendedel af dette beløb! Det værste ved den borgerlige skattepolitik er imidlertid, at der både i 2005, 2007 og næste år er tale om ufi nansierede skattelettelser. Bobleøkonomien skabte store éngangsindtægter, der dækkede over dette problem. Men nu fosser pengene ud af statskassen. Med krisen og arbejdsløsheden afdækkes det, at hele fi nansieringsgrundlaget for vores velfærdssamfund er undergravet. Regeringen og DF speedede privatforbruget op og bidrog ved en uansvarlig fi nanspolitik til en helt urealistisk stigning i ejendomspriser og aktiekurser. Dét har forstærket nedturen i danskernes beskæftigelse og privatøkonomi efter den internationale fi nanskrise. Fordi man har besluttet sig for at låne 30-35 milliarder til skattelettelser op til næste valg, har VKO snoldet penge op, der i stedet kunne være brugt til effektivt at modvirke den stigende ledighed ved at fremrykke samfundsnyttige investeringer. Man er mere optaget af at fylde lommerne hos sine formodede kernevælgere end af at bekæmpe arbejdsløsheden. Statsministeren, Venstres Peter Christensen, Pia Kjærsgaard og Henriette Kjær fra De Konservative angreb i åbningsdebatten S og SF for at ville gå den forkerte vej, når vi vil annullere næste års skattelettelser på det beløb, den enkelte tjener ud over én million kroner, og sætte selskabsskatten op igen fra 25 til 28 procent. Det vil vi for at få råd til bedre indsats på sundhed og uddannelse og for at lukke noget af det enorme hul, regeringen har fået slået i statskassen.
 
MEN, siger de borgerlige, tænk hvor vi ville være dårligt stillet, hvis den rigeste procent af danskerne – dem med mere end én million i løn – udvandrede med alle deres talenter; og tænk hvad vi vil miste i investeringer i Danmark, hvis vi igen får en selskabsskat, der er næsten lige så høj som den, svenskere og tyskere har. Nu er kendsgerningen, at den meste selskabsskat i normale år betales af fi nansielle fi rmaer og af dem, der henter olie og gas i Nordsøen. De løber ingen steder. Og for de andre betyder det meget mere for investeringslysten i Danmark, at vi igen får en regering, der vil investere ordentligt i uddannelse og forskning end, om de skal betale tre procent mere af overskuddet i skat. Argumentet om hjerne- og investeringsfl ugt, hvis socialisterne kommer til, er lige så gammelt som det er enfoldigt. Millionærerne skal jo ikke under S-SF betale mere end de gør i 2009. Og de østeuropæiske lande, der har lav eller ingen selskabsskat, og som de borgerlige mener, vi skal konkurrere med, er lige nu på fallittens rand. Investeringerne siver ikke derover, fordi vi kræver lidt mere i selskabsskat. Tværtimod er kriselandene i Østeuropa jo eksempler på, hvor galt det går med stabilitet og sammenhængskraft, hvis man undlader at opkræve skat og derfor lader de sociale spændinger eksplodere. Skræmmekampagnen mod S-SF-forslagene er en dårlig og uholdbar undskyldning for fortsat at forgylde VK-partiernes hovedsponsorer. Man må tro, at det er pay-back time for de sidste otte års vindere, når regeringspartiernes næste folketingsvalgkamp skal fi nansieres. Vi andre må satse på, at det er argumenterne og ikke pengemagten, der afgør valgets udfald!