VK-regeringen har ikke holdt styr på dansk økonomi. Den har misforvaltet, skabt bobleøkonomi, der bristede og høster nu voldsomme problemer. Frem til 2013 hældes over 200 mia.kr. ud i ufinansierede skattelettelser. Dét er regningen til næste generation for uansvarlig stemmekøbspolitik.Og nu bliver det påskud til store nedskæringer på kommunernes og statens budget.Regeringen siger, at EU kræver det. Det er falsk tale. Og danskerne ønsker ikke skattelettelser i stedet for velfærd  Men vi undgå nedskæringerne ved en politik, der sikrer en voksende, bedre uddannet arbejdsstyrke
Medvinden er slut. Modvinden er hård. Statsministeren er stresset og kritiseres fra alle sider. På stort set alle spørgsmål svarer vælgerne i meningsmålinger, at de tror mere på oppositionens leder og hellere vil have en S-ledet regering.

Men forleden fandt Politiken dog i en overskrift frem til, at et lille flertal vist mente, at Lars Løkke Rasmussen var bedre til krisestyring end Helle Thorning-Schmidt. 

Til dem, der måtte være enige, vil jeg sige: I tager rigtig meget fejl. Lars Løkke Rasmussen er aldeles uegnet til krisestyring:

VK-regeringen har ikke holdt styr på dansk økonomi de seneste 8 år. I SR-regeringen styrede vi derimod, så Danmark for første gang i årtier både fik overskud på jobs, statsfinanser og betalingsbalance - samtidig! Vi tog tævene for pinsepakke og efterlønsreform i 1998, for hele tiden at tage problemerne i opløbetog holde fast i den solide fremgang. Derfor overtog VK i 2001 en af de mest robuste økonomiske succeshistorier i Europa. Men succesen er blevet misforvaltet. 2004-2008 pustede Fogh-regeringen systematisk en bobleøkonomi op, der var dømt til på et senere tidspunkt at udløse en alt for hård opbremsning. Op til valgene i 2005 og 2007 fik regeringen vedtaget ufinansierede skattelettelser. Der kom nye låneformer med lavtforrentede, afdragsfri flekslån. Der blev set passivt til, mens bankernes udlån voksede eksplosivt stærkt og voldsomt risikobetonet.  Beskæftigelsen steg en overgang flot, javel. Men det var for lånte penge. Det var privat overforbrug på grundlag af ufinansierede skattelettelser eller lån på kunstigt oppustede værdier i ejendom og aktier. Og da boblen brast med finanskrisens udbrud i USA, kom rigtigt mange mennesker i ulykke som insolvente og arbejdsløse. 

Danmark har de seneste 1½ år– fra et lavt udgangspunkt – haft en stærkere stigning i arbejdsløsheden end de fleste vesteuropæiske lande. De danske statsfinanser har vist sig utroligt sårbare over for bristen i spekulationsboblen. Vi er røget fra et overskud på 4 pct. til et underskud på 5 pct. af vort samlede nationalprodukt fra 2008 til 2010- dvs. en forværring på 8 pct. eller ca.150 mia. på 2 år. 
Det bedste svar på krisen ville være en massiv fremrykning af samfundsinvesteringer i veje, baner, sygehuse og skoler, som vi ved alligevel er nødvendige i de nærmeste år. Det ville skabe mange jobs her og nu. 

Regeringen har i stedet brugt pengene på et projekt, som på kort sigt kun skaber kvart så mange jobs, men som regeringschefen til gengæld tror der er flere stemmer i ved næste valg: Han har snoldet næsten 30 mia. kr. væk i underfinansiering af sin sidste skattereform alene i 2010-2012. Håbet er, at vælgerne vil kvittere for flere kontanter på lommen ved igen at stemme VKO til magten. Men det er præcis disse 30 mia., Kongeriget står og mangler nu til ansvarligt og massivt at finansiere fremrykning af investeringer, der for alvor kunne skaffe arbejde og sparke gang i samfundsøkonomien.

Det er så vigtigt netop i den nuværende situation at vælge de instrumenter, der giver flest mulige arbejdspladser på kort sigt, fordi den værste konsekvens af den aktuelle stigning i ledigheden er, hvis alt for mange mennesker går ledige for længe og mister kontakt med og mod på at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Strukturledighed kalder økonomerne det. Og en vækst i strukturledigheden vil gøre genopretning af statens finanser til en langt mere besværlig affære, end det i forvejen er.

Lars Løkke Rasmussens force er altså ikke krisestyring, men vælgerbestikkelse i form af ufinansierede skattelettelser. Og endda en piv-skæv vælgerbestikkelse, der ender med en lang næse til pensionisterne, de arbejdsløse og de lavtlønnede, giver håndører til middelstanden. En bankdirektør, der medvirkede aktivt og destruktivt til at puste bobleøkonomien op, får til gengæld en belønning på ½ mio.i skattelettelse!

Jamen, råber VKO’s propagandister, den seneste skattereform er skam fuldt finansieret. Ja go’morgen – men først om 5-10 år:
 
Det meste af regningen tages der slet ikke fat på at betale før efter næste valg. Det lægger sig oven i det hul i kassen, som er skabt af VK-regeringens tidligere, ufinansierede skattelettelser.

I 2013 løber den samlede regning for regeringens underfinansiering op langt over 200 mia. kroner !!!!  Det er hvad regningen til næste generation for regeringens forsøg på stemmekøb via skattelettelser summer op til allerede om tre år. Problemet blev kamufleret, mens bobleøkonomien var på sit højeste og engangsindtægterne væltede ind i statskassen fra afkastet af den lånefinansierede beskæftigelsesfremgang og de ekstremt høje olie- og gaspriser. Men nu, da boblen er bristet, afdækkes realiteterne.

Finansminister Hjort Frederiksen påstår nu, at EU kræver, at han reagerer med barske besparelser på 27 mia. - uden at vi på denne side af et valg skal regne med præcist at få at vide hvordan og hvornår. Den uundgåelige konsekvens er ringere service og færre arbejdspladser på sundhedsområdet, i uddannelser, ældreomsorg og børneinstitutioner m.v.

Men det er falsk tale at skubbe ansvaret over på EU.

Det er regeringens skattelettelser til de rige, der efter regeringens beslutning nu skal betales af alle via ringere kommunal service og mindre statslige investeringer i fremtiden.

De fleste ønsker ikke at prioritere på denne måde. De har ikke bedt om skattelettelser, der i sidste ende skal betales ved ringere offentlig service – eller mere brugerbetaling. Men der er mange, der et øjeblik troede på at VK-regeringen vitterligt havde opfundet en mirakelkur, så man både kunne få mere og betale mindre!

Regeringens svar på det voldsomme underskud på statens er store nedskæringer i velfærden de nærmeste år. Nedskæringsplanen er absurd og sandsynligvis selvødelæggende. Den vil fjerne den sidste, lille rest af de positive virkninger for forbrug og beskæftigelse, som regeringen satser på med sine skattelettelser. Man risikerer en dødsspiral i efterspørgslen, der fjerner dén budgetforbedring, som er det erklærede formål med nedskæringerne.
 
Et kor af økonomer er derfor klar med forslag om ’reformer’, der i stedet øger arbejdsudbuddet i stedet for nedskæringer. En del af dem forenkler budskabet til, at politikerne bare skal vise ’mod’ og afskaffe efterlønsordningen. Det er også dén boldgade, De Konservative fører sig frem i.
 
De fornyede angreb på efterlønsordningen er en politisk blindgyde. Reformer på arbejdsmarkedet er derimod værd at diskutere: F.eks. ændringer i dagpenge- og aktiveringssystemet og større gevinst for efterlønnerne ved arbejde ved siden af efterlønnen.
 
Når vi skal vurdere om regeringen er på rigtig eller forkert vej i sin reformpolitik, så kan det tjekkes på følgende måde:
 
1) Ja vi skal fjerne statens underskud – ikke ved nedskæringer, men ved en politik, der får mange flere i arbejde og derved øger statens indtægter og mindsker udgifterne
 
2) Forudsætningen for at vi igen kan blive vindere i det globale kapløb om jobbene, er, at vi tilegner os andre og nye kvalifikationer. Derfor skal der igen investeres massivt i jobtræning og efteruddannelse, som vi med succes gjorde det i 90’erne
 
3) Arbejdskraftreserven er større end tidligere antaget: Mennesker, vi aldrig havde turdet håbe at se på arbejdsmarkedet igen, kom faktisk tilbage, da højkonjunkturen toppede. Endnu flere kom til udefra. Sygehusene holdes faktisk kun i gang i det høje tempo ved hjælp af kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Og det var arbejdere fra Østeuropa, der forhindrede flaskehalse i bygge- og anlægssektoren frem til finanskrisen i 2008.
 
Det er to afgørende nye erfaringer, at det danske arbejdsudbud kan øges så meget i opgangstider, og at arbejdsstyrken ikke længere er en nationalt fastlåst størrelse.
 
Derfor er det en fantasiløst og en forsinket refleks atter at foreslå efterlønnen afskaffet som eneste bud på til at sikre den fornødne arbejdskraft i fremtiden. Velfærdsaftalen fra 2006 har jo i øvrigt fastlagt, at der om få år skal ske en forhøjelse af efterløns- og folkepensionsalderen i takt med stigende levealder.
 
4) Det overses desuden ofte, at flere danskere end før venter med at gå på efterløn. Dels er det blevet økonomisk mere attraktivt at vente. Dels – og især – har de ny generationer, der bliver over 60 år, gennemsnitligt en højere uddannelse og er mindre nedslidte end forgængerne: De højest uddannede er 7 år ældre end de kortest uddannede, når de faktisk forlader arbejdsmarkedet.
 
5) De kortuddannede har meget ofte haft det fysisk hårde arbejde, og bl.a. derfor lever de typisk kortere end de langt uddannede. De har brug for efterlønnen. Derfor skal vi lade det blive ved de to reformer, der allerede er lovgivet om for 11 og 4 år siden.