Vi i Vesteuropa og USA vil gerne eksportere vore demokratiske idealer til andre dele af verden. Derfor skal vi naturligvis også selv holde disse idealer i hævd.
Armenien er et lille, ludfattigt land i Kaukasus – hærget af nabokrig og efterladt med en tung arv fra Sovjetimperiet. For nylig var der valg i Armenien. Demokrater fra andre lande kom for at overvåge at alt gik rigtigt til. Bagefter udgav valgobservatørerne en rapport, der var overvejende positiv.
 

Men den kritiserede det som unfair, at de konkurrerende partier havde ulige muligheder for at præsentere deres synspunkter for de armenske vælgere: Regeringspartierne sad uforholdsmæssigt hårdt på medierne. Desuden havde de overvægt i kampagnen, fordi deres valgkamp fik massiv økonomisk støtte fra erhvervsvirksomheder i ind- og udland.

 
Udenlandske valgobservatører vil kunne skrive det samme om det kommende valg i det gamle mønsterdemokrati Danmark:
 
De fleste trykte medier følger regeringens dagsorden og udlægger den positivt. De elektroniske medier tager i deres vinkling megen pejling fra de skrevne. Og denne udvikling forstærkes af indsatsen fra hærskaren af skattefinaniserede spindoktorer. Desuden har de borgerlige regeringspartier flere gange så mange penge som oppositionen til at hyre folk til at påvirke de skrivende og talende journalister. Og de mange penge bruges både til at fremføre egen dagsorden og til at nedgøre modstandernes holdninger, motiver og personlige habitus.
 
Skævheden i ressourcer har aldrig været større. Fagbevægelsen har kraftigt nedtrappet sin støtte til Socialdemokratiet og venstrefløjen i det hele taget. Erhvervslivet derimod pumper voksende millionbeløb i de borgerlige partier. Interessant nok støtter giganten i dansk erhvervsliv A.P. Møller-Mærsk alle borgerlige partier fra Dansk Folkeparti til De Radikale!
 
Skævheden har meget synlige udtryk. Opmåling af mediefladerne under folketingsvalget i 2005 viser hvor meget mere regeringen kom til orde, hvor lidt plads der var oppositionens synspunkter og i hvor høj grad oppositionen kun fik ordet til at kommentere en for den negativ dagsorden.
 
Skævheden konsekvenser bliver forstærket af, at Danmarks Radio – den store public service kanal, der kunne afbalancere – er under politisk angreb og i dyb økonomisk krise.
 
Det startede ved regeringsskiftet i 2001 med systematiske angreb på programpolitikken fra politikere fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti mod navngivne journalister. Brian Mikkelsen led af vrangforestillinger om, at hans gymnasieskoleblad var blevet censureret af de røde. Nu skulle der hævnes. Og hævnen skulle ramme dem, der i hans optik var ”røde” i DR. 
 
Påstande om, at DR – og især P1s Orientering – var usagligt venstreorienteret og antiamerikansk i sin dækning af Irak-krigen blev entydigt dementeret ved opmåling af de kritiske og positive indslag. Men det fik ikke kritikerne til at holde inde. For i deres forkrampet ensidige verdensbillede var selv det beviseligt afbalancerede venstreskævt.
 
Da Brian Mikkelsens gode ven Kenneth Plummer blev udnævnt til generaldirektør i DR, fandt han anledning til at sparke ud i samme retning en gang til.
 
Kritikken og intimideringen har virket. En umærkelig selvcensur kom i gang. Og de borgerlige kritikere kan glæde sig over mange små ’fremskridt’ som f.eks. en udsendelsesrække om historikeren Bent Jensens barndom, og flere politikere fra Dansk Folkeparti i de populære snakke- og spørgeprogrammer!
 
Lammelserne i public servicekanalen blev mange gange værre, da en uduelig ledelse fik byggeribudgettet for DR-byen med koncertsalen til at eksplodere i milliardoverskridelser.
 
Selvom Finansministeren skrydede, at vi i Danmark ”har råd til at købe hele verden,” har regeringen ”desværre” ikke på et statsbudget med snesevis af milliarder i overskud finde penge til at forhindre, at byggeskandalen førte til dramatiske nedskæringer i DR’s driftsøkonomi.
 
Selvfølgelig kunne et politisk flertal, der faktisk ønskede et stærkt, selvstændigt, kritisk DR med appel til seere og lyttere, have skaffet pengene. Den enkleste måde var at ramme sortseerne ved at gå fra en tilmeldeordning på licensen til at gøre den generel for alle husstande, medmindre de selv udtrykkeligt melder fra og kan dokumentere, at de hverken har radio, TV eller computer. 
 
Men borgerligheden siger indædt nej – også til at lade snyderne betale for at rette op på DR’s økonomi. Derfor ruller nedskæringerne nu frem i heftige bølger. Hundredvis af medarbejdere fyres. Og mange siger, at medarbejdere, de borgerlige ikke kan lide, er i overtal blandt de fyrede!
 
Programerklæringerne fra Plummer lød, at nu skulle DR lave ”radio og tv i verdensklasse!” Sært så, at han har valgt at afvikle netop de afdelinger, som gennem årene har høstet størst international anerkendelse (frem for dem, der blot oversætter og kopierer udenlandske reality- og sangprogrammer, hvor seere soler sig i få øjeblikkes berømmelse). Det er radiomontagen, TV og Radiodokumentar, børne- og ungdomsprogrammerne samt selvfølgelig de store skæve satsninger på TV-drama som ”Riget.”
 
Programmæssigt rammes en stor bid af de kultur- og dokumentarprogrammer, der gav tænkende mennesker et godt grundlag for at danne sig deres egen mening. Ekspertise udrenses, mens lalleglade generalister tager over. Færre og mere overfladiske nyheder. Dødsstødet til sporten, der mere end alt andet svækker DR fatalt i kampen med de andre kanaler om seere.
 
Det værste er, at nedskæringerne samlet set bidrager til mindre bredde, større tandløshed og endnu mere selvcensur. 
 
Roald Als tolkede situationen ætsende barskt i sin tegning i Politiken 25. juli, hvor ridefoged Brian Mikkelsen trækker rundt med lænkehunden Kenneth Plummer, der giver et nikkende ”vuf” på følgende salve fra kulturministeren: ”De venstreorienterede klager over, at de kommer for lidt i fjernsynet. Kan du ikke lave nogen flere indslag med Asmaa?”
 
Nuancerne og alsidigheden har trange kår. Det er regeringens og Dansk Folkepartis beslutning.
 
Armenske tilstande!?