Medieskævhed - et demokratisk problem

Olof Palme påpegede i sin tid at det er et demokratisk problem, hvis magten over kapitalen, medierne og regeringen er samlet på de samme hænder.
Italien er her midt i Europa et rendyrket eksempel på, hvor grotesk det kan udvikle sig, når en stenrig forretningsmand med mafiøse forbindelser får lov at beherske de private TV-kanaler og bruger dette til systematisk at kampagne sig til den politiske magt. Den reelle informationsfrihed i Italien er nu stærkt begrænset, fordi Berlusconi også har sat sig på det statslige TV.
Danmark er ikke Italien. De fleste danskere oplever ikke nogen politisk skævhed i medierne. Men det gør oppositionens politikere:
Problemet er sjældent partiskhed hos den enkelte skrivende journalist, men prioriteringen af hvem der får ordet i debatten. Vi ser, hvordan den borgerlige regering får lov at sætte dagsordenen i de fleste skrevne medier, og hvordan de elektroniske medier meget ofte henter deres dagsorden fra de skrevne.
Økonomien bestemmer, hvor mange megafoner, man kan købe – dvs. hvor meget kraft man kan sætte ind på at præge den politiske dagsorden.
De sidste 8 år balancen i adgangen til at få ordet i den offentlige debat udviklet sig endnu mere højreskævt, fordi de borgerlige partier både har fået flere økonomiske ressourcer fra deres venner i erhvervslivet og udvidet antallet af skattebetalte spindoktorer, der systematisk prøver at præge mediebilledet. Samtidig har venstrefløjen fået færre ressourcer som følge af fagbevægelsens reduktion af partistøtten.
Men der er håb. Internettet leverer os en billig adgang til kommunikation. Obama viste os, hvor effektivt det kan bruges.
Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal
